Josef og alle hans brødre og hele det slægtled var døde. Men israelitterne var frugtbare; det vrimlede med dem, og de blev mange; de blev uhyre talrige, så landet blev fuldt af dem.

Nu kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef. Han sagde til sit folk: »Det israelitiske folk er større og talrigere end vi. Lad os nu bære os klogt ad over for dem, så de ikke skal blive endnu flere. Ellers slutter de sig måske til vore fjender, hvis der kommer krig, og angriber os; og så bliver de herre i landet.« De satte så hoverifogeder over dem, som skulle plage dem med tvangsarbejde, da Faraos forrådsbyer Pitom og Ramses skulle bygges. Men jo mere de plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så egypterne gruede for israelitterne. De tvang dem til trællearbejde og gjorde livet surt for dem ved hårdt arbejde med ler og tegl og ved al slags markarbejde; alt det trællearbejde tvang de dem til.

Så fik hebræernes jordemødre – den ene hed Shifra, den anden Pua – den besked af egypterkongen: »Når I forløser hebræerkvinderne, skal I holde øje med de to sten; er det en dreng, skal I dræbe ham, er det en pige, kan hun få lov at leve.« Men jordemødrene frygtede Gud og undlod at gøre, hvad egypterkongen havde befalet dem; de lod drengene leve. Derfor kaldte egypterkongen jordemødrene til sig og sagde til dem: »Hvorfor gør I det? I lader jo drengene leve!« Men jordemødrene svarede Farao: »Hebræerkvinderne er ikke som de egyptiske kvinder. De er mere livskraftige, og de har født, inden jordemoderen når at komme.« Gud belønnede jordemødrene, og folket blev stort og meget talrigt. Fordi jordemødrene frygtede Gud, gav han dem afkom.

Men Farao befalede hele sit folk: »Hver eneste dreng, der bliver født, skal I kaste i Nilen; men pigerne kan I lade leve.«