Så brød de op fra Elim, og den femtende dag i den anden måned, efter at hele israelitternes menighed var draget ud af Egypten, kom de til Sins ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj. Men i ørkenen gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron og sagde til dem: »Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.« Da sagde Herren til Moses: »Nu vil jeg lade brød regne ned til jer fra himlen. Hver dag skal folket gå ud og samle til det daglige forbrug, for at jeg kan sætte dem på prøve og se, om de følger min lov eller ej. Når de på den sjette dag tilbereder det, de har bragt hjem, skal der være dobbelt så meget, som de samler de andre dage.« Moses og Aron sagde til alle israelitterne: »I aften skal I forstå, at det var Herren, der førte jer ud af Egypten, og i morgen skal I få Herrens herlighed at se, nu da Herren har hørt, hvordan I giver ondt af jer mod ham. Er vi noget, siden I giver ondt af jer mod os?« Og Moses sagde: »Når Herren i aften giver jer kød at spise og i morgen giver jer brød, så I kan blive mætte, så skyldes det, at Herren har hørt, hvordan I giver ondt af jer mod ham. Er vi noget? Det er ikke mod os, men mod Herren, I giver ondt af jer.«

Så sagde Moses til Aron: »Sig til hele israelitternes menighed, at de skal træde frem for Herren, for han har hørt, hvordan de giver ondt af sig.« Da nu Aron talte til hele israelitternes menighed, vendte de sig mod ørkenen, og se, Herrens herlighed viste sig i skyen. Herren sagde til Moses: »Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud.« Om aftenen kom der et vagteltræk, som dækkede lejren, og om morgenen lå der dug rundt om lejren. Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: »Hvad er det?« For de vidste ikke, hvad det var. Men Moses sagde til dem: »Det er det brød, Herren giver jer at spise. Dette er, hvad Herren har befalet: I skal samle så meget af det, som hver enkelt kan spise, en omer til hver enkelt svarende til antallet af personer. Enhver skal tage til dem, der hører til i hans telt.« Det gjorde israelitterne, og nogle samlede meget, andre lidt. Da de målte det med omer-målet, havde den, der havde samlet meget, ikke for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt; de samlede det, hver især kunne spise. Moses sagde til dem: »Ingen må levne noget til næste morgen.« Der var nogle, der ikke adlød Moses, men levnede noget af det til næste morgen; da var det fuldt af maddiker, så det stank, og Moses blev vred på dem. Hver morgen samlede de så meget, som hver især kunne spise. Når solen begyndte at brænde, smeltede det.

Den sjette dag samlede de dobbelt så meget, to omer til hver. Da alle menighedens overhoveder kom og fortalte Moses det, sagde han til dem: »Det er det, Herren har befalet: I morgen er det hviledag, hellig sabbat for Herren. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge. Men alt det, der bliver tilovers, skal I lægge til side og opbevare til næste morgen.« Så lagde de det til side til næste morgen, som Moses havde befalet; det kom ikke til at stinke, og der gik ikke maddiker i det. Og Moses sagde: »Spis det i dag, for i dag er det sabbat for Herren. I dag finder I ikke noget derude. Seks dage skal I samle det. Den syvende dag er det sabbat; da er der ikke noget.«

Den syvende dag gik nogle af folket alligevel ud for at samle, men fandt ikke noget. Da sagde Herren til Moses: »Hvor længe vil I nægte at holde mine befalinger og love? I må indse, at Herren har givet jer sabbatten; det er derfor, han på den sjette dag giver jer brød til to dage. Bliv, hvor I er! Ingen må gå hjemmefra den syvende dag.« Så hvilede folket på den syvende dag.

Israels hus kaldte det manna. Det lignede hvide korianderfrø, og det smagte som honningkage.

Moses sagde: »Dette er, hvad Herren har befalet: Fyld et omer-mål med det, og opbevar det til jeres efterkommere, så de kan se det brød, jeg gav jer at spise i ørkenen, da jeg førte jer ud af Egypten.« Og Moses sagde til Aron: »Tag en krukke, kom en hel omer manna i den, og stil den foran Herren til opbevaring til jeres efterkommere.« Aron stillede den til opbevaring foran Vidnesbyrdet, sådan som Herren havde befalet Moses.

Israelitterne spiste manna i fyrre år, indtil de kom til beboet land. De spiste manna, indtil de nåede grænsen til Kana'an.

En omer er en tiendedel efa.