Bibelen online

Første Makkabæerbog Kapitel 11

Alexander Balas flygter for Ptolemæus VI og dræbes

Egyptens konge samlede mange tropper, talrige som sandet ved havets bred, og desuden mange skibe. Han havde nemlig til hensigt med list at sikre sig magten over Alexanders rige og lægge det til sit eget. Han tog så af sted til Syrien med forsikringer om fred, og indbyggerne i byerne åbnede portene for ham og gik ham i møde. Det var nemlig en ordre fra kong Alexander, at de skulle gå ham i møde, fordi han var hans svigerfar. Men hver gang Ptolemæus kom ind i en by, anbragte han tropper som besætning i den. Da han var tæt ved Ashdod, viste de ham det nedbrændte Dagontempel, Ashdod og de omkringliggende byer, der lå i ruiner. De viste ham ligene, der lå spredt rundt om, og de forkullede rester af dem, som Jonatan havde indebrændt under krigen; de havde nemlig lagt dem i dynger langs hans rute. Og for at stille Jonatan i et dårligt lys fortalte de kongen, hvad han havde gjort; men kongen sagde ikke noget. Jonatan kom nu med stor pragt kongen i møde ved Joppe, og de hilste på hinanden og blev dér natten over. Jonatan ledsagede så kongen til den flod, der hedder Eleutheros, og vendte derpå tilbage til Jerusalem. Men kong Ptolemæus gjorde sig til herre over byerne langs kysten helt op til Seleukia ved havet, og hele tiden pønsede han på ondt mod Alexander. Han sendte bud til kong Demetrios med denne opfordring: »Kom, lad os slutte forbund med hinanden! Jeg vil give dig min datter, som nu er Alexanders hustru, og du skal være konge over din fars rige. Jeg har nemlig fortrudt, at jeg gav min datter til ham, for han har forsøgt at dræbe mig.« Sådan stillede han Alexander i et dårligt lys, fordi han var ude efter hans rige. Så tog han sin datter fra Alexander og gav hende til Demetrios. Han ændrede holdning til Alexander, og fjendskabet mellem dem blev åbenlyst. Ptolemæus rykkede derpå ind i Antiokia og lod sig krone til konge over Asien. Han bar nu to kroner på sit hoved: Egyptens og Asiens.

Kong Alexander var på den tid i Kilikien, fordi beboerne i det område gjorde oprør. Da han hørte, hvad der var sket, kom han for at kæmpe mod Ptolemæus, som rykkede ud og mødte ham med en stor hær og slog ham på flugt. Alexander flygtede til Arabien for at søge beskyttelse dér, og kong Ptolemæus stod på magtens tinde. Araberen Zabdiel huggede hovedet af Alexander og sendte det til Ptolemæus. Men to dage senere døde kong Ptolemæus selv, og hans besætninger i fæstningerne blev dræbt af fæstningernes egne folk. Så blev Demetrios konge år 167.

Demetrios II slutter forbund med Jonatan

På den tid samlede Jonatan judæerne for at angribe Borgen i Jerusalem, og de opstillede et stort antal belejringsmaskiner mod den. Men nogle lovløse mænd, der hadede deres eget folk, gik til kongen og meddelte ham, at Jonatan belejrede Borgen. Da kongen hørte det, blev han vred. Næppe havde han hørt det, før han brød op, kom til Ptolemais og skrev til Jonatan, at han skulle hæve belejringen og hurtigst muligt møde op til en forhandling med ham i Ptolemais. Men da Jonatan fik den besked, gav han ordre til at fortsætte belejringen; så udvalgte han nogle af Israels ældste og af præsterne og trodsede faren. Han tog sølv, guld, klæder og mange andre gaver med og kom så til kongen i Ptolemais, og han vandt hans velvilje. Nogle lovløse mænd fra hans eget folk rettede anklager mod ham, men kongen behandlede ham på samme måde, som hans forgængere havde gjort, og viste ham ære i alle sine Venners nærvær. Han godkendte ham i embedet som ypperstepræst og anerkendte de andre æresbevisninger, han havde fra tidligere, og han bestemte, at han skulle regnes blandt hans Fornemste Venner. Jonatan bad kongen om at fritage Judæa og de tre distrikter i Samaria for at betale skat, og han lovede ham til gengæld tre hundrede talenter. Det gik kongen ind på, og han skrev det hele ned i et brev til Jonatan; brevet havde følgende indhold: »Kong Demetrios hilser sin broder Jonatan og det jødiske folk. For at også I kan blive bekendt med indholdet i det brev, som vi skrev til vor Slægtning Lasthenes angående jer, har vi udfærdiget denne afskrift til jer: Kong Demetrios hilser sin Fader Lasthenes. Vi har besluttet at vise godhed mod det jødiske folk på grund af dets velvilje mod os; de er vore venner og overholder forpligtelserne over for os. Vi bekræfter deres ret til Judæas område og til de tre distrikter Afairema, Lydda og Ramatajim. Med alle tilliggender er de blevet overført fra Samaria til Judæa. Alle dem, der ofrer i Jerusalem, fritager vi for det, der svarer til de årlige skatter, som kongen tidligere opkrævede hos dem af jordens afgrøder og træernes frugter, foruden det andet, der fra nu af retmæssigt tilkommer os af tienden og tempelindtægterne, såvel som saltdammene og den skat til kronen, vi har ret til – alt det fritager vi dem for. Fra nu af og i al fremtid skal ikke en eneste af disse bestemmelser ophæves. Sørg nu for at få lavet en afskrift af dette brev; den skal gives til Jonatan og anbringes på et iøjnefaldende sted på det hellige bjerg.«

Jonatan sender hjælpetropper til Demetrios II

Da kong Demetrios så, at der var ro i landet under hans styre, og at ingen satte sig op mod ham, sendte han alle sine tropper hjem, hver til sit sted, med undtagelse af de fremmede lejetropper, som han havde hvervet fra folkenes fjerne øer. Det fik alle de tropper, der havde tjent under hans forgængere, til at nære fjendskab til ham. Tryfon hed en af dem, der tidligere havde tjent Alexander. Da han så, at alle tropperne beklagede sig over Demetrios, rejste han til araberen Imalkue, der opfostrede Alexanders lille søn Antiokus, og han bad ham indtrængende om at få Antiokus overladt, for at han kunne blive konge i sin fars sted. Han fortalte Imalkue om alt det, Demetrios havde forordnet, og om det fjendskab, hans tropper nærede til ham, og han blev der i længere tid.

Jonatan sendte bud til kong Demetrios for at få ham til at fjerne besætningen fra Borgen i Jerusalem og fra de andre fæstninger; de bekrigede nemlig hele tiden Israel. Demetrios sendte følgende svar til Jonatan: »Ikke alene det vil jeg gøre for dig og dit folk; jeg vil også, hvis jeg finder en passende lejlighed til det, vise dig og dit folk stor ære. Men lige nu vil du handle rigtigt ved at sende mig nogle mænd, der kan kæmpe sammen med mig, for alle mine tropper har svigtet mig.« Jonatan sendte så 3000 dygtige krigere til ham i Antiokia, og da de nåede frem, glædede kongen sig over, at de var kommet. Men byens indbyggere samledes inde i byen i et antal af 120.000, og de ville dræbe kongen. Han flygtede ind i paladset, og indbyggerne fik kontrol over byens gader og begyndte at kæmpe. Så kaldte kongen jøderne til hjælp, og straks samledes de alle hos ham. Derpå spredte de sig rundt i byen, og dér dræbte de den dag hen ved 100.000. De stak ild på byen og foretog den dag store udplyndringer, og de reddede kongen. Da indbyggerne så, at jøderne havde taget magten i byen og gjorde, hvad de ville, tabte de modet og råbte bedende til kongen: »Slut forlig med os, og få jøderne til at holde op med at angribe os og byen!« De kastede så våbnene fra sig, og der blev sluttet fred. Men jøderne vandt stor anseelse hos kongen og hos alle hans undersåtter, og deres ry nåede ud i hele hans rige; og de vendte tilbage til Jerusalem med stort bytte.

Kong Demetrios kunne igen tage sæde på sin kongetrone, og der var ro i landet under hans styre. Men han løb fra alt det, han havde sagt, lagde afstand til Jonatan og gengældte ham ikke den store velvilje, Jonatan havde vist ham, men skabte i stedet vanskeligheder for ham.

Jonatan slutter sig til Antiokus VI

Nogen tid senere vendte Tryfon tilbage, og med sig havde han Antiokus, der endnu var ganske ung. Han blev udråbt til konge og blev kronet. Alle de tropper, som Demetrios havde skaffet sig af med, samledes nu om Antiokus, og de angreb Demetrios, der blev slået på flugt. Tryfon tog så elefanterne og sikrede sig magten over Antiokia. Den unge Antiokus skrev nu til Jonatan: »Jeg godkender dig i embedet som ypperstepræst, bekræfter din ret til de fire distrikter og til at være en af Kongens Venner.« Han sendte ham også guldbægre til hans bord og gav ham ret til at drikke af guldbæger, gå klædt i purpur og bære guldspænde. Jonatans bror Simon indsatte han som hærfører i området mellem Den Tyriske Trappe og grænsen til Egypten. Jonatan brød op og drog gennem provinsen Hinsides Floden og byerne dér, og hele den syriske hær sluttede sig til ham for at kæmpe sammen med ham. Da han nåede til Ashkalon, kom byens indbyggere ham i møde og viste ham stor ære. Derfra drog han videre til Gaza, men indbyggerne lukkede portene; så belejrede han byen, stak ild på de omliggende byer og udplyndrede dem. Da bad Gazas indbyggere Jonatan om forlig, og det gik han med til. Han tog deres lederes sønner som gidsler og sendte dem til Jerusalem. Derpå drog han videre gennem landet til Damaskus.

Jonatan hørte, at Demetrios' hærførere var kommet til Kedesh i Galilæa med en stor hær for at fjerne ham fra hans embede; han gik dem i møde, men lod sin bror Simon blive tilbage i Judæa. Simon belejrede Bet-Sur, kæmpede i lang tid mod byen og fik dens indbyggere indesluttet. De bad ham nu om at slutte forlig, og det gik han med til, men han fordrev dem derfra, indtog byen og anbragte en besætning i den. Jonatan og hans hær slog lejr ved Genesaret Sø, og tidligt næste morgen brød de op og drog til sletten ved Hasor. Men her rykkede en hær bestående af fremmede ud mod Jonatan på sletten; de havde lagt et baghold for ham i bjergene, men selv rykkede de direkte frem mod ham. Da nu de, der lå i baghold, kom frem fra deres skjulesteder og tog del i kampen, flygtede alle Jonatans mænd; ikke en eneste af dem blev tilbage undtagen Mattathias, Absaloms søn, og Judas, Kalfis søn, der hørte til hærledelsen. Da flængede Jonatan sine klæder, strøede jord på hovedet og bad. Derpå genoptog han kampen mod fjenderne og slog dem på flugt. Da de af hans egne folk, der var på flugt, så det, vendte de tilbage til ham og tog sammen med ham del i forfølgelsen helt frem til fjendernes lejr i Kedesh, og dér slog de selv lejr. Af de fremmede faldt der den dag hen ved tre tusind mand. Derpå vendte Jonatan tilbage til Jerusalem.

Krydshenvisning:

1 Makk 10,58

Krydshenvisning:

1 Makk 10,84

Krydshenvisning:

1 Makk 10,58 10,67

Note:

år 167: 146/145 f.Kr.

Krydshenvisning:

1 Makk 10,59-66

1 Makk 1,34 6,18-19

Krydshenvisning:

1 Makk 10,59-66

Krydshenvisning:

1 Makk 10,59-66

Krydshenvisning:

1 Makk 10,59-66

Krydshenvisning:

1 Makk 10,59-66

Krydshenvisning:

1 Makk 10,59-66

Krydshenvisning:

1 Makk 10,59-66

1 Makk 2,18

Krydshenvisning:

1 Makk 10,17-21

Note:

i Samaria: rettelse efter 10,30.38. Alle græske håndskrifter har og Samaria.

Note:

Fader er en titel for kongens rådgiver.

Note:

Lydda er identisk med det bibelske Lod, 1 Krøn 8,12. Ezra 2,33.

Ramatajim er formentlig identisk med det bibelske Arimatæa, Matt 27,57, jf. 1 Sam 1,1.

Krydshenvisning:

1 Makk 10,29-31 13,39

Krydshenvisning:

1 Makk 10,29-31 13,39

Krydshenvisning:

1 Makk 1,34

Krydshenvisning:

1 Makk 11,39

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

1 Makk 10,89

Krydshenvisning:

1 Makk 7,8 10,86

Krydshenvisning:

1 Makk 9,53

Krydshenvisning:

1 Makk 10,14

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.