Bibelen online
Første Krønikebog Kapitel 16
De førte nu Guds ark ind og stillede den i det telt, David havde rejst til den, og de bragte brændofre og måltidsofre for Guds ansigt. Da David var færdig med at bringe ofrene, velsignede han folket i Herrens navn, og han uddelte et brød, en daddelkage og en rosinkage til hver enkelt af israelitterne, både mænd og kvinder.
Levitternes lovsang
Foran Herrens ark satte han nogle af levitterne til at gøre tjeneste og til at love og takke og prise Herren, Israels Gud. Asaf var overhoved, Zekarja den næste, derefter Ja'aziel, Shemiramot, Jehiel, Mattitja, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Je'iel med harper og citere, mens Asaf spillede på cymbler, og præsterne Benaja og Jahaziel hele tiden blæste i trompeter foran Guds pagts ark. Den dag, ved den lejlighed, satte David for første gang Asaf og hans brødre til at takke Herren.
Tak Herren, påkald hans navn!
Kundgør hans gerninger for folkene!
Syng for ham, lovsyng ham!
Syng om alle hans undere!
Fryd jer over hans hellige navn,
de, der søger Herren, skal glæde sig.
Søg Herren og hans styrke,
søg altid hans ansigt!
Husk de undere, han gjorde,
husk hans tegn og de bud, han gav,
I efterkommere af Israel, hans tjener,
I sønner af Jakob, hans udvalgte!
Han er Herren, vor Gud,
hans bud gælder over hele jorden.
Evigt husker han på sin pagt,
i tusind slægtled det løfte, han gav,
den pagt, han sluttede med Abraham,
den ed, han tilsvor Isak.
Han stadfæstede den som en lov for Jakob,
som en evig pagt for Israel.
Han sagde:
Dig vil jeg give Kana'ans land;
det skal være jeres arvelod.
Da de endnu var til at tælle,
kun få og fremmede i landet,
og drog omkring fra folk til folk,
fra det ene rige til det andet,
da tillod han ingen at undertrykke dem,
og for deres skyld straffede han konger:
Rør ikke mine salvede!
Gør ikke mine profeter noget ondt!
Syng for Herren, hele jorden!
Forkynd hans frelse dag efter dag!
Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
om hans undere blandt alle folkeslag.
For Herren er stor og højt lovprist,
han er frygtindgydende over alle guder.
For alle folkenes guder er intet værd,
men Herren skabte himlen.
Højhed og pragt er foran ham,
styrke og glæde på hans sted.
Vis Herren, I folkenes slægter,
vis Herren ære og hæder!
Vis Herrens navn ære,
træd frem for hans ansigt med gaver,
kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
skælv for ham, hele jorden!
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Himlen skal glæde sig, jorden juble,
og de skal råbe det ud blandt folkene: Herren er konge!
Havet med alt, hvad det rummer, skal larme,
marken med alt, hvad den bærer, skal fryde sig,
skovens træer skal råbe af fryd
for Herren; for han kommer
for at holde dom over jorden.
Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.
Sig: Frels os, vor frelses Gud,
saml os, og red os fra folkene,
så vi kan takke dit hellige navn
og være stolte over at lovprise dig!
Lovet være Herren, Israels Gud,
fra evighed til evighed.
Hele folket svarede amen og lovpriste Herren.
Så lod David Asaf og hans brødre blive foran Herrens pagts ark, så de altid kunne gøre tjeneste foran arken, sådan som det var fastsat for de enkelte dage, ligeledes Obed-Edom og hans brødre, i alt 68; Obed-Edom, Jedituns søn, og Hosa skulle være portvagter; men præsten Sadok og hans brødre præsterne lod han blive foran Herrens bolig på offerhøjen i Gibeon, så de altid kunne bringe brændofre til Herren, morgen og aften, på brændofferalteret, så de fulgte alt, hvad der står i den lov, Herren havde pålagt Israel. Sammen med dem skulle Heman, Jedutun og de øvrige udvalgte, som var udpeget, takke Herren med ordene: »Hans trofasthed varer til evig tid.« Heman og Jedutun havde trompeter og cymbler hos sig til dem, der skulle spille, og andre instrumenter til Guds sange. Jedutuns sønner skulle være portvagter.
Derpå gik alle hver til sit, og David gik hjem for at velsigne sit hus.
Note:
Teksten 16,8-33 forekommer med få afvigelser også i Sl 105,1-15 og Sl 96.
Krydshenvisning:
5 Mos 26,8
Krydshenvisning:
1 Mos 28,13
Krydshenvisning:
1 Mos 28,13
Krydshenvisning:
1 Mos 34,30
Krydshenvisning:
1 Mos 20,1
Krydshenvisning:
2 Mos 15,11
Krydshenvisning:
Sl 29,1-2
Krydshenvisning:
Sl 29,1-2
Krydshenvisning:
Sl 97,1
Krydshenvisning:
1 Krøn 6,24
Krydshenvisning:
1 Krøn 13,14
Krydshenvisning:
2 Sam 6,20