Bibelen online
Første Kongebog Kapitel 21
Nabots vingård
Senere skete der dette: Jizre'elitten Nabot havde en vingård i Jizre'el, ved siden af Samarias konge Akabs palads. Akab sagde til Nabot: »Overlad mig din vingård, så jeg kan bruge den som køkkenhave; den ligger jo lige ved siden af mit palads. Jeg vil give dig en bedre vingård i stedet, eller, hvis du hellere vil det, betaler jeg dig prisen for den.« Men Nabot sagde til Akab: »Herren bevare mig fra at overdrage dig mine fædres ejendom!« Så gik Akab hjem, ærgerlig og vred over, at jizre'elitten Nabot havde sagt, at han ikke ville overdrage ham sine fædres ejendom, og han lagde sig på sin seng, vendte ansigtet bort og ville ikke spise noget. Hans hustru Jezabel kom ind og sagde til ham: »Hvorfor er du i dårligt humør og spiser ikke noget?« Han fortalte hende, at han havde henvendt sig til jizre'elitten Nabot og sagt til ham: »Overlad mig din vingård mod betaling eller, hvis du hellere vil, mod, at jeg giver dig en anden vingård i stedet,« men at han havde sagt: »Jeg vil ikke overlade dig min vingård!« Hans hustru Jezabel sagde da til ham: »Det er dig, der er konge over Israel! Rejs dig, spis og vær glad, jeg skal nok skaffe dig jizre'elitten Nabots vingård.«
Så skrev hun et brev i Akabs navn, forseglede det med hans segl og sendte det til de ældste og til de fornemme i Nabots by, som sad i rådet sammen med ham. I brevet skrev hun: »Udråb en faste, og sæt Nabot øverst blandt folkene, og anbring to ondsindede mænd over for ham; de skal bevidne, at han har forbandet Gud og kongen. Før ham så ud og sten ham til døde!« Hans bysbørn, de ældste og de fornemme, som sad i rådet i hans by, gjorde, som Jezabel havde givet besked om i det brev, hun havde sendt dem. De udråbte en faste og satte Nabot øverst blandt folkene. De to ondsindede mænd kom ind og satte sig lige over for ham. I forsamlingens påhør vidnede de imod ham og sagde: »Nabot har forbandet Gud og kongen.« Så førte de ham uden for byen og stenede ham til døde. Derpå sendte de bud til Jezabel og sagde: »Nu er Nabot stenet til døde.« Så snart Jezabel hørte, at Nabot var stenet til døde, sagde hun til Akab: »Tag nu jizre'elitten Nabots vingård i besiddelse, den, han nægtede at overlade dig mod betaling, for Nabot lever ikke mere, han er død.« Da Akab hørte, at Nabot var død, gik han ned til jizre'elitten Nabots vingård for at tage den i besiddelse.
Men Herrens ord kom til tishbitten Elias: »Gå ned og mød Akab, Israels konge i Samaria. Han er i Nabots vingård; dér er han gået ned for at tage den i besiddelse. Du skal sige til ham: Dette siger Herren: Har du myrdet og allerede overtaget ejendommen? Og du skal sige til ham: Dette siger Herren: På det sted, hvor hundene slikkede Nabots blod, skal hundene også slikke dit blod.« Akab sagde til Elias: »Du har nok fundet mig, min fjende!« Han svarede: »Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv til at gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne, vil jeg bringe ulykke over dig, og jeg vil muge ud efter dig: Alle mænd af Akabs slægt vil jeg udrydde i Israel, rub og stub. Og jeg vil gøre med dit hus, som jeg gjorde med Nebats søn Jeroboams hus og med Akijas søn Bashas hus. For du har krænket mig og forledt Israel til synd. Men også om Jezabel har Herren talt: Hundene skal æde Jezabel ved Jizre'els ringmur. Dem af Akabs slægt, som dør i byen, skal hundene æde, og dem, der dør på marken, skal himlens fugle æde.«
Aldrig har der været nogen, der som Akab solgte sig til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne; det var hans hustru Jezabel, der forførte ham til det. Og helt afskyeligt var det, at han fulgte møgguderne, ganske som de amoritter havde gjort, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.
Da Akab hørte disse ord, flængede han sine klæder og tog sæk på kroppen og gav sig til at faste; han sov i sin sæk, og han gik nedtrykt omkring. Da kom Herrens ord til tishbitten Elias: »Har du set, hvor Akab har ydmyget sig for mig? Nu, da han har ydmyget sig for mig, vil jeg ikke bringe ulykken over hans hus i hans egen levetid, men først i hans søns.«
