Nogen tid efter tørrede bækken ud, fordi der ikke var faldet regn i landet. Da kom Herrens ord til ham: »Gå nu til Sarepta ved Sidon og slå dig ned dér. Jeg har givet en enke dér befaling om at sørge for dig.« Så gik han til Sarepta, og da han kom til indgangen til byen, gik der netop en enke og samlede brænde. Han kaldte på hende og sagde: »Hent lidt vand til mig i en krukke, så jeg kan få noget at drikke.« Da hun gik for at hente det, kaldte han på hende og sagde: »Tag også et brød med til mig!« Hun svarede: »Så sandt Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Nu er jeg ved at samle et par stykker brænde, og så går jeg hjem og bager brød til mig og min søn; når vi har spist det, kan vi lægge os til at dø.« Men Elias sagde til hende: »Du skal ikke være bange! Gå hjem og gør, som du har sagt, men bag først et lille brød til mig, og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn. For dette siger Herren, Israels Gud:

Senere skete der det, at sønnen af denne kvinde, husets ejer, blev syg; hans sygdom var så alvorlig, at der til sidst ikke var liv i ham. Da sagde hun til Elias: »Hvad har jeg med dig at gøre, gudsmand? Du er kommet til mig for at gøre Gud opmærksom på min skyld og få min søn slået ihjel!« »Overlad din søn til mig,« sagde Elias og tog ham ud af favnen på hende. Så bar han ham op i værelset ovenpå, hvor han boede, og lagde ham på sin seng. Han råbte til Herren: »Herre min Gud! Vil du virkelig bringe ulykke over denne enke, som jeg har fundet husly hos, og slå hendes søn ihjel?« Så kastede han sig tre gange over drengen og råbte til Herren: »Herre min Gud, lad livet vende tilbage i drengen!« Herren hørte Elias' bøn, og livet vendte tilbage i drengen, så han blev levende. Elias tog drengen og bar ham ned fra værelset ovenpå, gav ham til hans mor og sagde: »Se her, din søn lever!« Og kvinden sagde til Elias: »Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund.«