Bibelen online
Første Samuelsbog Kapitel 2
Hannas lovsang
Hanna bad:
Mit hjerte fryder sig over Herren,
Herren har løftet mit horn.
Jeg spærrer munden op imod mine fjender,
for jeg glæder mig over din frelse.
Ingen er hellig som Herren,
der er ingen uden dig,
ingen klippe som vor Gud.
Hold op med jeres store ord,
fræk tale må ikke udgå af jeres mund,
for Herren er en Gud, der ved alt,
af ham prøves hver en gerning.
Heltenes bue brækkes,
men de segnefærdige væbner sig med styrke.
Mætte lader sig fæste for brød,
men sultne behøver det ikke.
Den ufrugtbare føder syv børn,
men den med de mange børn sygner hen.
Herren dræber, og han gør levende,
han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra;
Herren gør fattig, og han gør rig,
han ydmyger, og han ophøjer.
Fra støvet rejser han de svage,
fra skarnet løfter han de fattige,
han sætter dem blandt fyrster
og giver dem hæderspladsen.
For jordens søjler tilhører Herren,
han satte jorden på dem.
Han værner sine fromme, hvor de går,
men ugudelige omkommer i mørket,
for ingen sejrer ved egen kraft.
Herrens modstandere forfærdes,
den Højeste tordner i himlen.
Måtte Herren dømme den vide jord,
måtte han give sin konge styrke,
løfte sin salvedes horn.
Så gik Elkana hjem til Rama; men drengen gjorde tjeneste for Herren under præsten Elis tilsyn.
Elis sønners ugudelighed
Elis sønner var ugudelige, så de ikke kendte Herren. Præsterne havde krav på dette hos folket: Hver gang en mand bragte et slagtoffer, måtte præstens tjener komme med en tregrenet gaffel i hånden. Mens kødet kogte, stak han gaflen ned i skålen eller krukken eller kogekarret eller gryden, og alt, hvad han fik op med gaflen, tog præsten selv. Sådan plejede de at gøre over for alle israelitter, som kom til Shilo. Men nu kom præstens tjener, før fedtet var blevet brændt, og sagde til den mand, der ofrede: »Giv præsten noget kød til at stege! Han tager ikke imod kogt kød fra dig, kun råt.« Og hvis manden sagde til ham: »Fedtet skal først brændes, så kan du tage så meget, du vil,« svarede han: »Nej! Giv mig det straks, ellers tager jeg det med magt.« Den synd, de unge mænd begik for Herrens ansigt, var meget stor, da det var Herrens offer, de viste foragt for.
Samuel gjorde tjeneste for Herrens ansigt; skønt han kun var en dreng, var han iført en linned efod. Hvert år lavede hans mor en lille kappe, som hun tog med til ham, når hun sammen med sin mand drog op for at bringe det årlige slagtoffer. Eli velsignede Elkana og hans kone og sagde: »Herren give dig børn med denne kvinde i stedet for ham, der kom til at tilhøre Herren.« Så gik de hjem, og Herren tog sig af Hanna. Hun blev gravid og fødte tre sønner og to døtre. Men den lille Samuel voksede op hos Herren.
Eli var nu meget gammel. Da han hørte, hvordan hans sønner bar sig ad over for alle israelitterne, og at de lå med de kvinder, der havde deres arbejde ved indgangen til Åbenbaringsteltet, sagde han til dem: »Hvorfor bærer I jer sådan ad? Fra hele folket hører jeg, hvor ondt I handler. Hold op med det, mine sønner! Det er ikke noget godt rygte, jeg hører Herrens folk udbrede om jer. Hvis en mand synder mod en anden, kan Gud mægle; men hvis han synder mod Herren, hvem skal så optræde som mægler?« Men de hørte ikke på deres far, for Herren havde besluttet, at de skulle dø.
Den lille Samuel blev stadig mere vellidt både af Herren og af mennesker.
Da kom en gudsmand til Eli og sagde til ham: »Dette siger Herren: Jeg åbenbarede mig for dit fædrenehus, dengang de i Egypten tjente Faraos hus. Af alle Israels stammer udvalgte jeg dem til at være præster for mig, til at stige op på mit alter, bringe røgelsesoffer og bære efod for mit ansigt, og jeg tildelte dit fædrenehus alle israelitternes ofre. Hvorfor viser I da ringeagt for de slagtofre og afgrødeofre, som jeg har påbudt i min bolig, og hvorfor ærer du dine sønner mere end mig, så I mæsker jer med det bedste af alle de offergaver, som mit folk Israel bringer? Derfor siger Herren, Israels Gud: Nok har jeg sagt, at dit hus og dit fædrenehus altid skal have deres gang for mit ansigt; men nu siger Herren: Det skal ikke ske! Kun dem, der ærer mig, vil jeg ære, men de, der ringeagter mig, skal blive til skamme. Den tid skal komme, da jeg hugger armen af dig og dit fædrenehus, så ingen i dit hus bliver gammel. Og du skal se med misundelse på alt det gode, jeg gør mod Israel. Men i dit hus skal ingen nogen sinde blive gammel. Kun en enkelt af din slægt vil jeg undlade at udrydde fra mit alter; jeg slukker lyset i dine øjne og tager livskraften fra dig. Alle andre i din slægt skal dø i deres bedste alder. Og det, der rammer dine to sønner Hofni og Pinehas, skal være dig et tegn: De skal begge dø på samme dag. Men jeg vil lade en trofast præst fremstå, som skal handle efter mit ønske og min vilje. Til ham vil jeg bygge et hus, der står fast, og han skal altid have sin gang for min salvedes ansigt. Da skal alle, der er tilbage i dit hus, komme og kaste sig ned for ham for at få en skilling eller et stykke brød, og de skal sige: Lad mig dog få plads i et af præsteskaberne, så jeg kan få lidt at spise.«
