Saul forlod hulen og drog videre. Derefter gik David ud af hulen og råbte efter Saul: »Herre, konge!« Da Saul så sig tilbage, kastede David sig til jorden og sagde til Saul: »Hvorfor hører du på de mennesker, der siger, at David vil dig noget ondt? I dag har du selv set, at Gud havde givet dig i min hånd inde i hulen. Man sagde da også til mig, at jeg skulle dræbe dig; men jeg viste dig barmhjertighed og sagde: ›Jeg lægger ikke hånd på min herre, for han er Herrens salvede.‹ Se, fader, se, her har jeg fligen af din kappe i min hånd. Når jeg har skåret din kappeflig af og ikke slået dig ihjel, må du kunne indse, at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen forbrydelse i sinde, og at jeg ikke har forsyndet mig mod dig. Det er dig, der tragter mig efter livet. Herren skal dømme os imellem! Ja, Herren vil hævne mig, men jeg løfter ikke hånden mod dig. Et gammelt mundheld siger: ›Forbrydelse kommer fra forbrydere.‹ Jeg løfter ikke hånden mod dig. Hvem er det, Israels konge er rykket ud efter? Hvem er det, du forfølger? En død hund, en loppe! Men Herren skal være dommer og dømme os imellem. Han ser det, og så vil han føre min sag og skaffe mig ret over for dig.«

Da David havde sagt alt dette til Saul, svarede Saul: »Min søn David, er det virkelig dig, der taler?« Og han brast i gråd. Så sagde han til David: »Retten er på din side, ikke på min, for du har handlet godt mod mig, mens jeg har handlet ondt mod dig. Du har i dag vist, at du vil mig det godt, da du ikke dræbte mig, skønt Herren havde givet mig i din magt. Når man møder sin fjende, lader man ham så gå i fred? Herren gengælde dig det gode, du har gjort mod mig i dag! Nu ved jeg, at du skal være konge, og at kongedømmet over Israel skal bestå under din hånd. Sværg nu ved Herren, at du ikke vil udrydde mine efterkommere, og at du ikke vil udslette mit navn fra min fars hus.« Det tilsvor David Saul, og så vendte Saul hjem, mens David og hans mænd drog op til klippeborgen.