I Ramatajim i Efraims bjergland boede en mand af Suf-slægten. Han hed Elkana og var søn af Jeroham, søn af Elihu, søn af Tohu, søn af efraimitten Suf. Han havde to koner; den ene hed Hanna, den anden Peninna. Peninna havde børn, men Hanna var barnløs. Denne mand drog hvert år op fra sin by for at tilbede og ofre til Hærskarers Herre i Shilo. Dér var Elis to sønner Hofni og Pinehas præster for Herren. Når Elkana holdt slagtoffer, gav han sin kone Peninna og alle hendes sønner og døtre flere portioner, mens han kun gav Hanna én portion. Men han elskede Hanna, skønt Herren havde lukket hendes moderliv. Hendes rivalinde hånede hende og ydmygede hende, fordi Herren havde lukket hendes moderliv. Sådan gik det år efter år; hver gang hun drog op til Herrens tempel, hånede Peninna hende. Engang da hun græd og ikke ville spise, sagde hendes mand Elkana til hende: »Hanna, hvorfor græder du? Hvorfor vil du ikke spise? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?« Så rejste Hanna sig efter måltidet i Shilo og trådte frem for Herrens ansigt; præsten Eli sad på sin stol ved dørstolpen i Herrens tempel. I sin fortvivlelse bad hun til Herren, mens hun græd højt, og hun aflagde det løfte: »Hærskarers Herre, hvis du ser til din trælkvindes lidelse og husker på mig, hvis du ikke glemmer mig, men giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved.« I lang tid bad hun for Herrens ansigt, og imens sad Eli og iagttog hendes mund. Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre. Derfor troede Eli, at hun var beruset, og sagde til hende: »Hvor længe vil du være beruset? Se dog at blive ædru!« Men Hanna svarede: »Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt. Du må ikke anse mig for et slet menneske, herre, for det er ud af min store sorg og fortvivlelse, jeg hele tiden har talt.« Da sagde Eli: »Gå med fred; Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om.« Hun sagde: »Gid jeg må bevare din velvilje, herre!« og gik så sin vej. Hun begyndte igen at spise og så ikke længere bedrøvet ud. Tidligt næste morgen tilbad de Herren og vendte så hjem til Rama. Elkana lå med sin kone Hanna, og Herren huskede på hende. Hanna blev gravid og fødte en søn, før året var omme, og hun kaldte ham Samuel. »For jeg har bedt Herren om ham,« sagde hun.

Da Elkana med hele sin husstand drog op for at bringe det årlige slagtoffer og sit løfteoffer til Herren, gik Hanna ikke med, for hun sagde til sin mand: »Når drengen er vænnet fra, vil jeg bringe ham derhen. Så kan vi se Herrens ansigt, og han skal blive der altid.« Hendes mand Elkana sagde til hende: »Gør, som du synes; bliv her, indtil du har vænnet ham fra. Måtte Herren holde sit løfte!« Så blev hun hjemme og ammede sin søn, til han var vænnet fra. Da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med op til Herrens tempel i Shilo tillige med en treårig tyr, en efa mel og en krukke vin; drengen var endnu lille. De slagtede tyren og førte drengen hen til Eli, og Hanna sagde: »Hør mig, herre! Så sandt du lever, herre: Jeg er den kvinde, der stod her hos dig og bad til Herren. Jeg bad om denne dreng, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. Nu overgiver jeg ham til Herren; hele sit liv skal han tilhøre Herren.« Og de tilbad Herren der.