Bibelen online
Første Samuelsbog Kapitel 13
Ny krig med filistrene
Saul var ... år, da han blev konge, og han regerede to år over Israel. Saul udvalgte tre tusind mand fra Israel. De to tusind var hos Saul i Mikmas og i bjergene ved Betel, de tusind var hos Jonatan i Gibea i Benjamin. Resten af folket sendte han hjem hver til sit.
Jonatan slog filistrenes guvernør i Geba ihjel, og det fik filistrene at vide. Saul lod støde i hornet over hele landet, for han sagde: »Det skal hebræerne høre!« Hele Israel fik således at vide, at Saul havde slået filistrenes guvernør ihjel, og at Israel havde lagt sig for had hos filistrene. Da blev hæren kaldt sammen i Gilgal for at slutte op bag Saul. Imens samledes filistrene til angreb på Israel. De havde tre tusind vogne, seks tusind ryttere og fodfolk så talrigt som sandet ved havets bred. De drog op og slog lejr i Mikmas øst for Bet-Aven. Da israelitterne indså, hvilken fare de var i, og at de var hårdt trængt, gemte nogle sig i huler, grotter og klippekløfter, i gravkamre og cisterner, mens andre gik over Jordan til Gads og Gileads land.
Saul var stadig i Gilgal, og hele hæren sluttede op bag ham, skælvende af rædsel. Han ventede syv dage til den tid, Samuel havde fastsat; men Samuel kom ikke til Gilgal, og folkene begyndte at forlade ham og spredes. Da sagde Saul: »Kom med brændofferet og måltidsofrene!« og han bragte brændofferet. Han var netop færdig med at ofre, da Samuel kom, og Saul gik ham i møde for at hilse ham. »Hvad har du gjort?« spurgte Samuel, og Saul svarede: »Da jeg så, at folkene forlod mig og spredtes, og at du selv ikke kom til den aftalte tid, og at filistrene samledes i Mikmas, tænkte jeg: Nu drager filistrene ned mod mig i Gilgal, og jeg har ikke søgt Herrens gunst. Så tog jeg mod til mig og bragte brændofferet.« Samuel sagde: »Du har båret dig tåbeligt ad! Hvis du havde holdt den befaling, som Herren din Gud har givet dig, havde Herren grundfæstet dit kongedømme over Israel til evig tid. Men nu skal dit kongedømme ikke bestå. Herren har udsøgt sig en mand efter sit hjerte. Ham har han udpeget til fyrste over sit folk, fordi du ikke holdt, hvad Herren befalede dig.« Så tog Samuel af sted og drog op fra Gilgal til Gibea i Benjamin.
Saul mønstrede de folk, der var hos ham; der var omtrent seks hundrede mand. Saul og hans søn Jonatan og de folk, der var med dem, lå i Geba i Benjamin, mens filistrene havde slået lejr i Mikmas. Plyndringsstyrken rykkede ud fra filistrenes lejr i tre afdelinger. Den ene afdeling drog i retning af Ofra til Shual-egnen, den anden i retning af Bet-Horon og den tredje i retning af det område, hvorfra man har udsigt over Sebo'im-dalen til ørkenen.
I hele Israel fandtes der ingen smede, for filistrene tænkte, at hebræerne ellers ville lave sværd eller spyd. Israelitterne måtte derfor ned til filistrene, når de skulle have smedet deres plovjern, hakker, økser og segl. Prisen var en pim for plovjern og hakker, og en tredjedel sekel for forke og økser og for at få indsat pigge. Den dag, slaget stod, var der derfor ingen af Sauls og Jonatans folk, der havde sværd eller spyd; men det havde Saul og hans søn Jonatan.
Filistrenes forpost rykkede frem til passet ved Mikmas.