Bibelen online

Første Mosebog Kapitel 40

Josef tyder hofmændenes drømme

Nogen tid efter forsyndede egypterkongens mundskænk og bager sig mod deres herre, egypterkongen. Farao blev vred på sine to hofmænd, hofmundskænken og hofbageren, og satte dem i forvaring hos chefen for livvagten, i det fængsel, hvor Josef sad indespærret. Chefen for livvagten satte Josef til at betjene dem.

Da de havde siddet i forvaring et stykke tid, havde de begge to, egypterkongens mundskænk og bager, der sad indespærret i fængslet, i én og samme nat hver sin drøm med hver sin betydning. Da Josef kom ind til dem om morgenen, så han, at de var bekymrede. Han spurgte Faraos hofmænd, som var i forvaring hos ham i hans herres hus: »Hvorfor ser I så mismodige ud i dag?« De svarede: »Vi har haft en drøm, og her er ingen, der kan tyde den.« Men Josef sagde til dem: »Det er Gud, der tyder drømme. Fortæl mig den!« Hofmundskænken fortalte så Josef sin drøm: »I min drøm så jeg en vinstok, og på vinstokken var der tre ranker. Så snart den satte skud, blomstrede den, og dens klaser blev til modne druer. Jeg havde Faraos bæger i hånden, og jeg tog druerne og pressede saften ud i Faraos bæger og rakte det til Farao.« Josef sagde til ham: »Sådan skal drømmen tydes: De tre ranker er tre dage. Om tre dage skal Farao løfte dit hoved og genindsætte dig i din stilling. Så skal du række Farao hans bæger, som du gjorde, dengang du var mundskænk hos ham. Bare du så vil huske mig, når det går dig godt, og vise mig den godhed at nævne mig for Farao og få mig ud af dette hus. For jeg er blevet røvet fra hebræernes land, og jeg har heller ikke gjort noget her, de kunne sætte mig i fangehullet for.«

Da hofbageren så, at Josef gav en god tydning, sagde han til ham: »Det var på samme måde i min drøm: Jeg havde tre kurve med bagværk på hovedet. I den øverste kurv var der al slags bagværk til Farao; men fuglene åd af kurven på mit hoved.« Josef sagde: »Sådan skal drømmen tydes: De tre kurve er tre dage. Om tre dage vil Farao løfte dit hoved og hænge dig på et træ, og fuglene skal æde kødet på dig.«

To dage efter var det Faraos fødselsdag; han holdt gilde for alle sine folk, og omgivet af sine folk løftede han hofmundskænkens og hofbagerens hoved. Hofmundskænken genindsatte han i hans embede, så han kunne række Farao bægeret, og hofbageren hængte han på et træ, sådan som Josef havde tydet det for dem. Men hofmundskænken huskede ikke Josef. Han glemte ham.

Krydshenvisning:

1 Mos 41,15-16

Krydshenvisning:

1 Mos 37,28

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.