Nu kunne Josef ikke længere beherske sig. Han råbte til de folk, der stod omkring ham, at de alle skulle gå ud. Der var ingen andre end brødrene til stede, da Josef gav sig til kende for dem. Han græd højt; det hørte egypterne, og det rygtedes i Faraos palads. Josef sagde til sine brødre: »Jeg er Josef! Lever min far endnu?« Men hans brødre var ude af stand til at svare ham, så forfærdede blev de. Josef sagde til sine brødre: »Kom herhen!« Og da de kom hen til ham, sagde han: »Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse. Der har nu været hungersnød i landet i to år, og der vil gå fem år til uden pløjning og høst. Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal. Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud. Han har gjort mig til fader for Farao og til herre over hele hans hus og til hersker i hele Egypten. Skynd jer nu hjem til min far, og sig til ham: Dette siger din søn Josef: Gud har gjort mig til herre i hele Egypten. Kom uden tøven ned til mig, og bosæt dig i landet Goshen, så du kan være nær ved mig, du, dine sønner og sønnesønner, dine får og dine køer og alt, hvad du ejer. Dér vil jeg sørge for dig, for hungersnøden varer endnu fem år. Du, dit hus og alt, hvad du ejer, skal ikke komme til at lide nød. Både I og min bror Benjamin kan med egne øjne se, at det er mig, der taler til jer. Fortæl min far om min anseelse i Egypten og om alt det, I har set, og skynd jer at bringe min far herned.« Så faldt han sin bror Benjamin om halsen og græd, og Benjamin græd ved hans hals. Grædende omfavnede og kyssede han alle sine brødre. Derefter kunne hans brødre tale med ham.