Jakob sendte nogle folk i forvejen til sin bror Esau i landet Se'ir, Edoms land. Han gav sendebuddene den besked: »I skal sige til min herre Esau: Dette siger din tjener Jakob: Jeg har boet som fremmed hos Laban og opholdt mig der indtil nu, og jeg har fået okser, æsler og småkvæg, trælle og trælkvinder. Nu sender jeg bud for at lade dig det vide, herre, i håb om at finde nåde for dine øjne.«

Sendebuddene vendte tilbage til Jakob og sagde: »Vi kom til din bror Esau; han er nu på vej imod dig med fire hundrede mand.« Jakob blev meget bange, og i sin angst delte han sine folk, fårene, køerne og kamelerne i to lejre. Han tænkte: »Støder Esau på den ene lejr og slår den, kan den anden lejr slippe væk.« Og Jakob bad: »Min fader Abrahams Gud og min fader Isaks Gud, Herre, du, som sagde til mig: ›Vend tilbage til dit land og til din slægt; jeg vil vise dig godhed.‹ Jeg er for ringe til al den godhed og trofasthed, du har vist din tjener. Jeg havde kun min stav, da jeg gik over Jordan her, og nu er jeg blevet til to lejre. Red mig nu fra min bror Esau, for jeg er bange for ham; han kan komme og slå mig ihjel sammen med mødre og børn. Du har selv sagt, at du vil vise mig godhed og gøre mine efterkommere så talrige som havets sand, der ikke kan tælles.« Og han blev dér om natten.

Han tog en gave af det, han ejede, til sin bror Esau: to hundrede geder og tyve bukke, to hundrede får og tyve væddere, tredive diegivende kameler med deres føl, fyrre køer og ti tyre, tyve æselhopper og ti æsler. Dem overlod han til sine folk i adskilte hjorde, og han sagde til dem: »Gå i forvejen, og hold god afstand mellem hjordene.« Til den første gav han den besked: »Når du møder min bror Esau, og han spørger dig, hvem din herre er, hvor du skal hen, og hvem der ejer den hjord, du driver, skal du svare: De tilhører din tjener Jakob. Det er en gave, han sender til dig, min herre Esau. Han kommer selv bagefter.« Også den anden og den tredje og alle de andre, der drev hjordene, gav han besked om at sige sådan til Esau, når de mødte ham; de skulle sige: »Din tjener Jakob kommer selv bagefter.« Han tænkte nemlig: »Jeg vil forsone ham ved hjælp af den gave, der går i forvejen. Bagefter vil jeg selv træde frem for ham; måske vil han så tage venligt imod mig.« Så gik gaven i forvejen, mens han selv blev i lejren om natten.

Samme nat stod han op og tog sine to koner, sine to trælkvinder og sine elleve børn og gik over Jabboks vadested; han satte dem over floden, og alt, hvad han ejede, bragte han også over. Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. »Slip mig!« sagde han, »det er ved at blive lyst.« Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.« Manden spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Jakob.« Så sagde han: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.« Jakob sagde: »Sig mig dit navn!« Han spurgte: »Hvorfor spørger du om mit navn?« Så velsignede han ham dér.

Jakob kaldte stedet Penuel, »for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet.« Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften.

Derfor undlader israelitterne den dag i dag at spise hoftenerven, som ligger over hofteskålen. For Jakob havde fået et slag på hofteskålen lige på hoftenerven.