Bibelen online
Første Mosebog Kapitel 28
Da kaldte Isak Jakob til sig; han tog afsked med ham og gav ham den befaling: »Du må ikke gifte dig med en kana'anæisk kvinde. Tag af sted til din morfar Betuels hus i Paddan-Aram, og gift dig med en af din morbror Labans døtre. Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og talrig, så du bliver til en mængde folkeslag. Måtte han give både dig og dine efterkommere Abrahams velsignelse, så du kan få det land i besiddelse, som Gud gav Abraham, og hvor du nu bor som fremmed.« Så sendte Isak Jakob af sted, og han drog til Paddan-Aram til aramæeren Laban, der var søn af Betuel og bror til Jakobs og Esaus mor Rebekka.
Esau så, at Isak havde taget afsked med Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for at finde sig en kone dér, og at han ved afskeden havde forbudt ham at gifte sig med en kana'anæisk kvinde, og at Jakob i lydighed mod sin far og mor var taget af sted til Paddan-Aram. Esau forstod, at hans far Isak ikke brød sig om de kana'anæiske kvinder; han gik derfor til Ismael, og ved siden af de koner, han havde i forvejen, tog han Mahalat til kone; hun var datter af Abrahams søn Ismael og søster til Nebajot.
Jakobs drøm i Betel
Jakob forlod Be'ersheba og begav sig til Karan. Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér. I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«
Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!« Og han blev grebet af frygt og sagde: »Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!« Om morgenen tog Jakob den sten, han havde stillet som hovedgærde, rejste den som stenstøtte og hældte olie over den. Han gav stedet navnet Betel. Tidligere hed byen Luz. Så aflagde Jakob et løfte: »Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud; stenen her, som jeg har rejst som stenstøtte, skal være Guds hus, og alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af.«
