Bibelen online
Anden Mosebog Kapitel 12
Påske og usyrede brød
Herren sagde til Moses og Aron i Egypten: »Denne måned skal være jeres nytårsmåned. I skal regne den for den første af årets måneder. Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver enkelt kan spise. Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan tage det fra fårene eller fra gederne. I skal tage vare på det til den fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden mørket falder på. De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. De skal spise kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til. I må ikke spise noget af det råt eller kogt; det skal være stegt, med hoved, skanke og indvolde. I må ikke levne noget af det til om morgenen. Hvad der er tilovers om morgenen, skal I brænde. Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren. Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren! Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne. Denne dag skal I have som mindedag, og I skal fejre den som en fest for Herren. Som en eviggyldig ordning skal I fejre den, slægt efter slægt. Syv dage skal I spise usyrede brød. I skal sørge for, at al surdej er fjernet fra jeres huse allerede den første dag, for enhver, der spiser syrnet brød fra den første til den syvende dag, det menneske skal udryddes fra Israel. På den første dag skal I holde hellig festforsamling, og på den syvende dag skal I holde hellig festforsamling. De dage må der ikke udføres noget arbejde. Kun det, hver enkelt skal have at spise, må I tilberede. Bestemmelsen om de usyrede brød skal I overholde, for netop den dag førte jeg jeres hærskarer ud af Egypten. Som en eviggyldig ordning skal I holde denne dag, slægt efter slægt. Fra om aftenen den fjortende dag i den første måned til om aftenen den enogtyvende dag i samme måned skal I spise usyrede brød. Syv dage må der ikke findes surdej i jeres huse, for enhver, der spiser syrnet brød, det menneske skal udryddes fra Israels menighed; det gælder både den fremmede og landets egne. I må ikke spise noget syrnet brød; overalt, hvor I bor, skal I spise usyrede brød.«
Så tilkaldte Moses alle Israels ældste og sagde til dem: »Gå ud og hent småkvæg til jeres familier, og slagt påskelammet! Tag så et bundt isop, dyp det i blodet i skålen, og stryg noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen. Når Herren går gennem Egypten for at slå dem ned og ser blodet på overliggeren og de to dørstolper, vil Herren springe den dør over. Han vil ikke lade ødelæggeren gå ind i jeres huse og slå jer ned. Dette skal I overholde som en forordning for jer og jeres børn til evig tid. Når I kommer til det land, Herren vil give jer, sådan som han har lovet, skal I overholde denne skik. Og når jeres børn spørger, hvad det er for en skik, I har, skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Egypten sprang israelitternes huse over, da han slog egypterne ned, men skånede vores huse.« Og folket bøjede sig dybt.
Så gik israelitterne hen og gjorde sådan, som Herren havde befalet Moses og Aron. Ved midnat dræbte Herren alle førstefødte i Egypten, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos fangen, som sidder i fangehullet; også alt det førstefødte af kvæget blev dræbt. Den nat stod Farao og alle hans hoffolk op, ja, alle egypterne, og der lød et højt skrig i Egypten, for der var ikke det hus, hvor der ikke var en, der døde. Da tilkaldte Farao Moses og Aron om natten og sagde: »Skynd jer bort fra mit folk, både I og israelitterne, og gå ud og dyrk Herren, sådan som I har krævet. Tag både jeres får og jeres køer med, sådan som I har krævet, og gå så! Men bed om velsignelse også for mig!« Egypterne skyndede på folket for at få dem hurtigt ud af landet, for de sagde: »Ellers dør vi alle sammen.« Folket tog dejen, før den var syrnet, og bar den på skuldrene i dejtrug, som de havde viklet deres kapper om. Israelitterne gjorde, som Moses havde sagt, og bad egypterne om ting af sølv og guld og om klæder. Herren havde ladet egypterne fatte velvilje for folket, så de lod dem få, hvad de bad om. På den måde plyndrede de Egypten.
Israelitterne brød nu op fra Ramses og drog mod Sukkot, omkring 600.000 mand foruden deres familier. Der var også en stor og broget flok, som fulgte med dem. Dertil kom en mængde får og køer. Af den dej, de tog med fra Egypten, bagte de usyrede brød, for den var ikke syrnet. De blev jo jaget ud af Egypten og fik ikke tid til noget; de fik end ikke sørget for proviant.
Den tid, israelitterne boede i Egypten, var 430 år. Netop den dag, da de 430 år var til ende, drog alle Herrens hærskarer ud af Egypten. Det blev en vågenat for Herren, så han kunne føre dem ud af Egypten. Denne nat skal alle israelitter, slægt efter slægt, våge for Herren.
Herren sagde til Moses og Aron: »Dette er forordningen om påskelammet: Ingen fremmed må spise af det. Enhver træl, der er købt, og som du har ladet omskære, må spise af det. Ingen tilflytter eller daglejer må spise af det. Det skal spises i ét og samme hus; du må ikke bringe noget af kødet ud af huset. I må ikke knuse nogen af dets knogler. Hele Israels menighed skal deltage. Når en fremmed bor som gæst hos dig og vil holde påske for Herren, skal alle af mandkøn hos ham omskæres. Så må han være med til det, og han skal være som en af landets egne. Men ingen uomskåret må spise af det. Én og samme lov skal gælde både for landets egne og for den fremmede, der bor som gæst blandt jer.«
Alle israelitterne gjorde sådan, som Herren havde befalet Moses og Aron. Netop den dag førte Herren israelitterne ud af Egypten i deres hærskarer.
