Kære Bibelselskab,

I alle de gamle, danske bibeloversættelser, jeg har kunnet få fat i, indledes fadervor med ordene "Vor Fader", ikke "Fader vor". Allerede Christian 3.s Bibel fra 1550 har ordene "Vor Fader i Himmelen". Og de autoriserede oversættelser fra 1907, 1948 og 1992 har samstemmende "Vor Fader".

Så hvordan er den usædvanlige ordstilling i fadervor opstået, hvis der ikke er tradition for den i danske bibeloversættelser?

Det kan heller ikke være indflydelse fra et "Vater unser" hos Luther, for allerede hans Nye Testamente fra 1522 siger "Unser Vater".

Er det et levn fra før reformationen? En rest fra dengang man bad et latinsk "Pater noster"?

Med venlig hilsen
Claus

----------------------------------------------

Kære Claus

Tak for dit spørgsmål.

Jeg tror, du deler din undren over ordstillingen i fadervor med mange andre. 

Årsagen er den enkle, at Det Nye Testamente oprindeligt er skrevet på græsk, og i Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 9 står der: ’πάτερ ἡμῶν’, dvs. ”fader vor” i to adskilte ord. 

I Lukasevangeliet kapitel 11 vers 2 står der blot: ’πάτερ’, dvs. ”fader”.

Jesus talte formentlig aramæisk, og mange mener, at Lukasevangeliet gengiver det aramæiske ord for ”far”, og at ”vor” er en senere tilføjelse.

Det er en almindelig antagelse, at Jesus’ instruktion i at bede, hurtigt blev en liturgisk tekst i den tidlige kirkes gudstjenestepraksis. ”Fader vor” blev med andre ord titlen på Jesus’ bøn. Også de øvrige antikke oversættelser af den græske tekst fastholder denne ordstilling, bl.a. Hieronymus’ latinske oversættelse fra 300-tallet, Vulgata, som bliver den romerske kirkes hovedtekst: ”Pater noster”, dvs. ”Fader vor”.

Da de nye bibeloversættelser finder vej i kølvandet på reformationen, følger de modersmålets regler, også når det gælder ordstillingen. Luther og de danske oversættelser helt fra Christian 2.s Bibel fra 1524 oversætter mere mundret: ”Vor Fader”, hvilket både tyske og danske, og i øvrigt også engelske, inkl. King James Bible, sidenhen fastholder.

Men selv om Luther i sin bibeloversættelse oversætter til ”Unser Vater”, så holder han alligevel fast i ”Vater Unser” som bønnens titel, f.eks. i sin meget indflydelsesrige lærebog, Den Lille Katekismus, hvor Luther bl.a. udlægger Fadervor (som stadig gengives i Den Danske Salmebog). I den evangelisk lutherske tradition henviser titlen ”Vater Unser” ligesom ”Gebet des Herrn” til Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 9-13 (Fadervor), mens der f.eks. i den tysk-reformerte kirke bruges titlen ”Unser Vater”. Dansk evangelisk luthersk tradition fastholder ”Fader vor”.

I de danske alterbøger, hvor den danske gudstjenestes autoriserede liturgi opregnes, bruges derfor ”Fader vor”, dog med undtagelse af 1912-ritualet og Salmebogens tekst- og bønnebog af 1953, hvor der begge steder står ”Vor Fader”. I den seneste Alterbogen af 1992 tituleres bønnen konsekvent med sammenskrivningen ”Fadervor”, men ved siden af ”Fader vor” tilbydes som noget nyt ”Vor Fader” som en alternativ autoriseret oversættelse til brug i gudstjenesten. Se nærmere her.

Nogle steder kan man finde den forklaring, at ”Fader vor” har en bedre rytmisk klang end ”Vor Fader”, men mon ikke fastholdelsen af den græske ordstilling blot skyldes traditionen med at titulere og dermed genkende Jesus’ egen bøn?

Venlig hilsen
Rasmus Nøjgaard

Rasmus Nøjgaard er teolog og sognepræst ved Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København. Han er desuden en af oversætterne bag Den Nye Aftale, som udgør Det Nye Testamente i Bibelen 2020. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.